Valget i 2004

Original caption: "President George W. Bush gives this turkey named Pumpkin a national pardon at the official Turkey Pardoning Ceremony in the White House's Rose Garden, November 25, 2008." Photo by Sally Ann French.

Ved midten af 2004 med USA overfor et voldeligt oprør i Irak og en betragtelig udenlandsk modstand til krigen syntes landet ligeså skarpt splittet, som det havde været fire år tidligere. Demokraterne nominerede Senator John F. Kerry fra Massachusetts til at udfordre Præsident Bush.

Kerrys baggrund som hædret Vietnam-veteran, hans lange erfaring i Washington, hans værdige opførsel og hans evner som taler forekom alle at gøre ham til den ideelle kandidat til at samle sit parti. Hans første valgkampsstrategi var at undgå dyb demokratisk splittelse ved at fremhæve sin personlige baggrund som Vietnam-kombattant, som formodentlig kunne håndtere Irak-konflikten bedre end Bush. Men republikanerne satte fokus på hans tilsyneladende modstridende stemmer, hvor han først autoriserede præsidenten til at invadere Irak for derefter at stemme imod en vigtig finansbevilling til krigen. Desuden kritiserede en gruppe Vietnam-veteraner Kerrys militærpapirer og efterfølgende anti-krigsaktivisme.

Til sammenligning fremstillede Bush sig selv som ligefrem og konsistent i både ord og gerning, en handlingens mand, der var villig til at tage alle nødvendige skridt for at beskytte landet. Han lagde vægt på sine præstationer med skattelettelser og undervisningsreform og appellerede kraftigt til tilhængere af traditionelle værdier og moralitet. Offentlige meningsmålinger antydede, at Kerry vandt noget terræn efter den første af tre debatter, men udfordreren klarede ikke at nedbryde den siddende kandidats kernestøtte. Ligesom i 2000 registrerede Bush stærke flertal blandt amerikanere, som deltog i religiøse tjenester mindst én gang om ugen, og han forstærkede sit flertal blandt evangelisk kristne vælgere i forhold til 2000.

Valgkampagnens organisatoriske tempo var lige så hektisk som dens retoriske tempo. Begge sider udmærkede sig i at komme ud til deres tilhængere; det samlede antal enkeltstemmer var ca. 20 procent højere end det havde været i 2000. Bush vandt med 51 procent til 48 procent med det resterende 1 procent tilfaldende Ralph Nader og en række andre uafhængige kandidater. Det forekommer, at det ikke lykkedes Kerry at overbevise flertallet om, at han besad en tilfredsstillende strategi til at ende krigen. Republikanerne vandt også små, men vigtige, fremgange i Kongressen.

Præsident Bush indledte sin anden periode i embedet med et republikansk flertal i begge huse i den to-kamrede lovgivningsforsamling, Repræsentanternes Hus og Senatet. Hans program indbefattede: ændringer af forbundsskatsforskrifterne, straffereform, delvis privatisering af det sociale understøttelsessystem Social Security, immigrationsreform, krigen i Irak og Afghanistan, Krigen imod Terror og udvidet støtte til det offentlige skolesystemsinitiativ No Child Left Behind. Bush gik efter at gøre de 10-års $1,9 trillioner skattelettelser fra hans første præsidentperiode permanente. Han argumenterede, at dét at gøre skattelettelserne permanente ville sætte gang i økonomien og skabe nye job, ved at lade arbejderne beholde og bruge flere af de penge, som de tjente. Selv mens krigens omkostninger nærmede sig $100 billioner i 2004, definerede Bush sit program i Irak for hans anden periode som støtte på ubestemt tid. Præsidenten modsatte sig opfordringer fra oppositionen til at skabe en tidslinje for tilbagetrækning og udtalte, at USA ville forblive tilstedeværende i Irak, indtil landet var stabilt og havde en demokratisk valgt regering.

Som det ofte er tilfældet med mange “lame duck” (andenperiodes-) præsidenter, havde de fleste af hans indenrigsmålsætninger ingen stor effekt. Omfattende debat og bekymringer omkring den delvise privatisering af Social Security blokerede for vedtagelsen af nye love. Efter at have underskrevet Secure Fence-vedtægten af 2006, som finansierede et 700 mil (ca. 1120 km) langt hegn langs den amerikansk-mexikanske grænse, trådte Bush udenfor sin partilinje og introducerede en reform af den daværende immigrationslov, som indbefattede et gæstearbejderprogram, vej til statsborgerskab og forstærket grænsesikkerhed. Selvom lovforslaget var udarbejdet af en tværpolitisk gruppe, blev det knust, da det ikke engang kunne hente et simpelt flertal af stemmerne i Senatet. I 2005 lykkedes det for Bush at forhandle den amerikansk-Dominikanske Republik-Mellemamerikanske Frihandelsaftale (DR-CAFTA – Dominican Republic-Central American Free Trade Agreement) med den Dominikanske Republik, Costa Rica, El Salvador, Guatemala, Honduras og Nicaragua. Aftalen var en del af en stor indsats fra USA’s side for at åbne frie handelsmarkeder på den vestlige halvkugle. Implementeringen af traktaten begyndte med El Salvador i 2006 og er stadigt igangværende.

Ifølge Kongres-Undersøgelsestjenesten godkendte Kongressen $76 billioner til støtte af krigene i Irak og Afghanistan i 2004. Langt størstedelen af midlerne gik til krigen i Irak. I USA voksede spændingerne og højrøstet modstand imod krigen. I august 2005 arrangerede Cindy Sheehan en meget omtalt antikrigsprotest udenfor Præsidentens ranch i Texas. Sheehans søn Casey døde, mens han kæmpede i Irak-krigen i 2004. Sheehan tiltrak mediernes opmærksomhed og opbakning fra andre antikrigsorganisationer.

Men selv mens symbolske politiske skridt blev taget, fortsatte volden i området. I hvad der af Bush-administrationen blev anset som endnu et skridt mod uafhængighed, vedtog Irak en forfatning i oktober 2005. Godt 9,8 millioner irakere (63 procent af stemmeberettigede vælgere) udfyldte en stemmeseddel.

Under midtvejsvalget i 2006 tabte republikanerne deres flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet til demokraterne. Nancy Pelosi, en amerikaner af italiensk afstamning, blev nomineret til at være den første kvindelige formand i Repræsentanternes Hus i 2006. Efter Præsidentens ønske godkendte Kongressen i 2006 yderligere $102 billioner til krigen. Men efterhånden som krigens popularitet fortsat faldt, blev rekrutteringen af nye soldater sværere. I september 2006 meddelte Pentagon, at de ville forlænge den aktive tjenesteperiode for 3800 amerikanske tropper, der allerede var udstationeret i Irak.

I oktober 2005 blev Saddam Hussein stillet for retten af den irakiske domstol for menneskerettighedsforbrydelser. I November 2006 blev Hussein fundet skyldig og dømt til døden. I December 2006 rapporterede Den Irakiske Studiegruppe (en tværpolitisk komité oprettet til objektivt at bedømme Iraks tilstand og komme med forslag til fremtidig amerikansk involvering), at situationen i Irak havde fortsat med at tilspidse og var på katastrofens rand. I den 160 sider lange rapport anbefalede gruppen, at USA skulle foretage nye og forbedrede diplomatiske og politiske indsatser i Irak og de omliggende regioner og fundamentalt omlægge den amerikanske mission til at indbefatte ansvarlig tilbagetrækning af tropperne.

I januar 2007 bekendtgjorde Bush en ny strategi for Irak, som indbefattede en tropbølge i Baghdad på næsten 20.000 soldater. Det demokratiske flertal i Kongressen udtrykte deres utilfredshed med fremgangen i Irak ved at vedtage en krigsudgiftsbestemmelse for Afghanistan og Irak, der var forbundet med en nedtrapning af amerikanske tropper inden oktober og fuldstændig fjernelse inden marts 2008. I maj 2007 nedlagde Præsident Bush veto imod krigsbevillingsvedtægten fra Kongressen og nægtede at acceptere en tidslinje for tilbagetrækning fra Irak. I juli 2007 meddelte Bush at militærbølgen havde resulteret i begrænset militær og politisk fremskridt. Kongressen godkendte yderligere $133 billioner til militærudgifter i 2007 uden et tilknyttet krav om en exit-tidslinje.

I oktober 2007 rapporterede Afdelingen for Veterananliggender, at antallet af Irak- og Afghanistan-veteraner, der søgte behandling for post-traumatisk stress syndrom (PTS/PTSD) var steget med næsten 70 % i den 12-måneders periode op til juni 2007. I august 2007 nåede antallet af tropper, der var udstationeret i udlandet, krigens højeste niveau. I en overgangsfase var 162.000 tropper udstationeret i Irak.

Udover de udstationerede tropper i Irak i 2007 arbejdede der desuden 180.000 civile i Irak, heriblandt amerikanere, irakere og udlændinge, der arbejdede under amerikanske kontrakter.   Det private entreprenørselskab Blackwater USA fik en regeringskontrakt til at beskytte diplomater og andre tjenestemænd i Irak. Den 16. september var Blackwater sikkerhedsarbejdere involveret i en skudepisode, som resulterede i 11 civile irakeres død. Denne hændelse øgede den offentlige opmærksomhed omkring entreprenørselskabernes stilling i Irak og førte til H.R. 2740 MEJA Udvidelses- og Håndhævelsesbeslutningen. Denne vedtægt gav amerikanske forbundsdomstole ret til at holde entreprenører, der arbejder i udenlandske krigszoner, ansvarlige for kriminel opførsel.

Ved udgangen af 2007 meddelte General Petraeus, at voldelige angreb i Irak var faldet med 60 % i de sidste 6 måneder. Han fremhævede, at situationen fortsat var skrøbelig, men udtrykte, at der var blevet gjort fremgang mod sikkerhed. Han meddelte, at antallet af dødsfald blandt både koalitionsstyrkerne og civile var faldet betydeligt. Petraeus gav æren til deltagelsen af irakiske styrker, den amerikanske bølge og andre ydre faktorer. I september 2008 overførte det amerikanske militær kontrollen over den notorisk farlige Anbar-provins til den irakiske regering. For Bush-administrationen markerede dette en betydelig fremgang i regionens sikkerhed. Bush erklærede, at ud af de 146.000 amerikanske tropper i Irak ville 8000 blive trukket tilbage senest i februar 2009. Ud af de 8000 ville 3500 blive sendt hjem, og 4500 ville blive overflyttet til Afghanistan for at yde assistance til de 33.000 soldater, der allerede var til stede. I november 2008, blot to måneder før Bush aftrådte præsidentposten, vedtog det irakiske parlament en sikkerhedsaftale, som bl.a. krævede tilbagetrækning af alle amerikanske styrker inden udgangen af 2011.

Kongres-Undersøgelsestjenestens omkostningsanalyse afslørede at $864 billioner blev brugt til at dække alle krigsrelaterede finansbevillinger fra 11. september 2001 til et stykke ind i 2009. Ud af det beløb vurderer undersøgelsestjenesten, at Irak vil modtage ca. $657 billioner (76 %), OEF (hovedsageligt Afghanistan) ca. $173 billioner (20 %) og forbedret basesikkerhed ca. $28 billioner (3 %) med ca. $5 billioner, som den ikke kan anvise (1 %).

Orkanen Katrina landede på fastlandet den 29. August 2005 i det sydøstlige Louisiana med en maksimal vedvarende vindstyrke på 140 mil i timen (ca. 225 km/t). Vind af orkanstyrke bredte sig udad op til 105 mil (168 km) fra stormens centrum. Oversvømmelser fra stormbølger ved kysten på 2-3 meter over det normale tidevandsniveau samt store og farlige hamrende bølger fandt sted tæt ved og øst for, hvor stormens centrum satte i land. Der forekom vidtrækkende skader, heriblandt kysterosion og skade og/eller ødelæggelse af hjem og infrastruktur.

På grund af stormenes katastrofale følger blev en tværpolitisk komité samlet i Repræsentanternes Hus til at evaluere forberedelsen og responsen til Katrina i 2006. I rapporten Et Initiativsfejlslag fandt komitéen mange mangler og uregelmæssigheder i responsen efter Katrina både på delstats- og forbundsniveau. Orkanen havde været forudset og advaret imod af lokale og landsdækkende vejrstationer. Anmodningen om føderal assistance fra delstats- og lokalniveauerne var tilsyneladende blevet forsinket i bureaukratierne i Ministeriet for Hjemlandets Sikkerhed (DHS – Department of Homeland Security) og den Føderale Nødadministrationsafdeling (FEMA – Federal Emergency Management Agency). Panelet fandt at ”kritiske dele af den Nationale Responsplan blev enten udført sent eller ineffektivt eller slet ikke.” Undsætningen var forsinket på grund af manglende forberedelse fra DHS’s side og på delstatsniveauet, kommunikationssammenbrud ved kommando- og kontrolposter, manglende koordinering af militærhjælp og sammenbruddet af det lokale politivæsen og effektiv kommunikation med offentligheden. FEMA’s indblanding i at tilvejebringe tilflugtssteder og midlertidige boliger til orkanofre var hæmmet af undladelsen af at benytte tilgængelige ressourcer, og tvetydige regulativer bremsede muligheden for at skaffe forsyninger, udstyr og personel hvor og når, der var brug for det.

Rapporten fremhævede også, at der var tilfælde af individuelt lederskab og heroiske gerninger, som reddede liv. Rapporten indeholder også flere historier om enkeltpersoners heltegerninger, begået af lokale beboere og autoriteter for at redde naboer og skaffe nødvendigt lægeudstyr, men understregede den realitet, at disse indsatser var undtagelser frem for normen.

Bortset fra den dårlige føderale og statslige respons, spillede uheldig timing også en rolle i nogle lokale indbyggeres beslutning om at ride stormen af. Flertallet af de folk, som var ladt hjemløse og nødlidende tilbage var fattige afroamerikanere. ”Orkanen kom henover en weekend og sidst på måneden. Folk med faste indtægter havde få penge til benzin eller mad eller logi, hvilket gjorde dem mere tilbøjelige til at blive på stedet og vente på deres næste månedsløn. Kommunikationen via TV eller radio med familier, som var i gang med deres weekendrutiner, var i bedste fald vanskelig, ligesom det var vanskelig at finde chauffører og andre nødvendige frivillige.”

Selvom både republikanere og demokrater lovpriste ideer om fiskal ansvarlighed under Bush-administrationen, blev 1990ernes kildebeskatning afløst af skattelettelser og udgiftsstigninger. Deregulering af finansindustrien havde fundet sted under Reagan-, Clinton-, Carter- og Ford-administrationerne. Selvom Bush ikke gjorde meget lovgivningsmæssigt for at bidrage til dereguleringen og de finansielle giganters risikable praksisser, var han ude af stand til at få hånd om problemets størrelsesorden og justere sin dagsorden derefter. Den kommende tilbagegang og omkostningerne på flere billioner dollars for krigen i Irak gjorde en tilbagevenden til underskud uundgåeligt. Landet manglede en energipolitik, som afledte den amerikanske sårbarhed overfor udenlandsk olie. Efter 11. september opfordrede Bush amerikanerne til at tage på ferie, shoppe og ”nyde livet,” hvilket nogle kritiserede som at yderlige advokering for en stemning af økonomisk uansvarlighed.  Efter megen spekulation og benægtelse i medierne og fra politikere meddelte det Nationale Bureau for Økonomisk Research den 28. november 2008, at USA officielt var i økonomisk tilbagegang. Ved slutningen af Bushs anden præsidentperiode kæmpede den amerikanske økonomi med sammenbruddet af ejendomsmarkedet, efterspillet på Wall Street og en krise i bankverdenen. Arbejdsløsheden var stigende, og detailhandlen og bilindustrien havde problemer. Under rådgivning fra Finansminister Henry Paulson og Centralbanksformand Ben Bernanke støttede Præsident Bush en redningsaktion på $700 billioner.