George W. Bush

President George W. Bush. Photo by Eric Draper, White House.

Det Demokratiske Parti nominerede Vicepræsident Al Gore til at stå øverst på deres kandidatliste i 2000. Som hans modstander valgte republikanerne George W. Bush, Texas’ guvernør og søn af den forhenværende Præsident George H.W. Bush.

Gore stillede op som en engageret liberal, der var stærkt bekymret over miljø-ødelæggelse og fast besluttet på at gå efter mere assistance til de mindre privilegerede dele af det amerikanske samfund. Han syntes at placere sig selv lidt til venstre for Præsident Clinton. Bush etablerede en holdning, der var tættere på arven fra Ronald Reagan end den fra sin far. Han udviste særlig interesse for uddannelsessystemet og kaldte sig selv for en ”medmenneskelig konservativ.” Hans tilslutning til evangelisk kristendom, som han erklærede havde reddet hans liv efter en forspildt ungdom, var af særlig interesse. Den understregede en tilknytning til traditionelle kulturelle værdier, som stod i skarp kontrast med Gores teknokratiske modernisme. Den gamle korporationsprovokatør Ralph Nader stillede op til venstre for Gore som kandidat for det Grønne Parti. Den konservative republikaner Patrick Buchanan organiserede uafhængig opstilling.

Den endelig stemmefordeling var næsten lige på nationalplan; ligeledes var valgstemmerne for de enkelte delstater. Florida var den afgørende stat; kandidaterne var kun adskilt af en papirtynd stemmeforskel der, og tusindvis af stemmesedler blev bestridt. Efter en række indsigelser fra delstats- og forbundsdomstolene omkring lovene og procedurerne gældende for omtællinger udstedte den amerikanske Højesteret en kneben beslutning, som reelt set gav valgsejren til Bush. Republikanerne fastholdt kontrollen over begge Kongres-husene med en snæver forskel.

De endelige tal understregede, hvor tæt valget var: Bush vandt 271 delstatsstemmer til sammenligning med Gores 266, men Gore førte foran ham i antallet af reelle stemmer på landsplan med 48,4 procent i forhold til 47,9 procent. Nader opnåede 2,7 procent og Buchanan 0,4 procent. Gore, hvis stater var farvet blå i mediegrafik, vandt i de nordøstlige delstater og på Vestkysten, og han klarede sig også godt i Midtvestens industrielle centralområde. Bush, hvis stater var farvet røde, væltede sin modstander i Sydstaterne, resten af Midtvesten og i bjergstaterne.

Overalt dvælede kommentatorer ved den enorme forskel mellem det ”røde” og ”blå” Amerika – et skel, som de karakteriserede med kultur- og socialforskelle frem for økonomiske forskelle, og som var så meget desto mere følelsesladet af den grund. George Bush tiltrådte embedet under en stemning af ekstrem partipolitisk bitterhed.

Bush forventede at være en præsident, der primært tog sig af indenrigspolitik. Han ville reformere uddannelsessystemet. Under sin valgkamp talte han om et eftersyn af det sociale understøttelsessystem. Han ville følge Reagans eksempel som en skattenedsætter.
Præsidenten fandt hurtigt ud af, at han var nødt til at tage sig af en økonomi, der var ved at glide tilbage fra dens højdepunkt sidst i 1990erne. Dette hjalp ham til at sikre vedtagelsen af en skattenedsættelse på $1,9 billioner  i maj 2001. Ved årets udgang havde han også opnået ”No Child Left Behind-”vedtægten, som krævede, at det offentlige skolesystem årligt skulle teste læse- og matematikfærdigheder; den foreskrev straffe til de institutioner, som ikke var i stand til at opnå en fastsat standard. Forventede underskud i forvaltningsfonden for sociale understøttelser forblev uhåndterede.

Bushs præsidentperiode blev uigenkaldeligt ændret den 11. september 2001, da USA led det mest katastrofale fremmede angreb, der nogensinde har fundet sted på dets fastland. Den morgen kaprede mellemøstlige terrorister fire passagerfly på samme tid og brugte to af dem som selvmordsinstrumenter til at ødelægge World Trade Centers to tvillingetårne. Et tredje fly styrtede ind i Pentagon-bygningen, Forsvarsministeriets hovedkvarter lige udenfor Washington, D.C. Det fjerde fly, sandsynligvis forudbestemt for den amerikanske parlamentsbygning, styrtede ned på landet i Pennsylvania, mens passagererne kæmpede med flykaprerne.

Dødstallet, som hovedsageligt bestod af civile i World Trade Center, var på ca. 3000 og overgik det fra det japanske angreb på Pearl Harbor i 1941. De økonomiske omkostninger var også tunge. Ødelæggelsen af World Trade Center tog flere andre bygninger med sig og lukkede de finansielle markeder ned i flere dage. Effekten deraf var, at den tilbagegang, som allerede var under udvikling, blev forlænget.

Kort tid efter terroristangrebene den 11. september begyndte breve tilsat med anthrax at dukke op i det amerikanske postsystem. Fem amerikanere blev dræbt, 17 blev syge, og nationen var terroriseret i det, der blev til de værste biologiske angreb i amerikansk historie.

Den efterfølgende efterforskning – med kodenavnet ”Amerithrax” – der blev foretaget af FBI og dets partnere, har været en af de største og mest komplekse i retshåndhævelsens historie.

I august 2008 meddelte Retsministeriet og FBI-tjenestemænd et gennembrud i sagen og løsgav dokumenter og information, der viste at sigtelser var undervejs imod Dr. Bruce Ivins, som tog sit eget liv, inden disse sigtelser kunne nå at blive anlagt.

Offentliggørelse af beviser vedrørende en mistænkt, som ikke er blevet anklaget, er usædvanlig, men fandt sted i dette tilfælde på grund af den ekstraordinære offentlige interesse i efterforskningen, og fordi myndighederne, på grund af Ivins’ død, ikke ville være i stand til at føre sagen videre til retten og fremlægge deres beviser.

Under efterforskningens forløb foretog Amerithrax-arbejdsgruppen, som bestod af 17 specialagenter og 10 inspektører fra det amerikanske postvæsen, mere end 9100 interviews, og de udførte over 70 ransagninger og fulgte spor på tværs af seks verdensdele. Derudover blev der udviklet nye videnskabelige metoder, som i sidste ende førte til et gennembrud i sagen – metoder, som kan have vidtrækkende indflydelse på fremtidige efterforskninger.

Der forbliver en vis kontrovers omkring Dr. Ivins’ død og hans forbindelse med anthrax-angrebene. Ivins arbejdede som civil på den amerikanske hærs Medicinske Forskningsinstitut for Smitsomme Sygdomme (USAMRIID – US Army Medical Research Institute of Infectious Diseases) i Maryland. Ivins var medforfatter af adskillige anthrax-studier. I starten var FBI-efterforskningen fokuseret på en anden USAMRIID-ansat, Steven Hatfill. Efter at Hatfill mistede sit job i sammenhæng med efterforskningen, lagde han sag an imod Retsministeriet. Hatfill indgik forlig for $5,82 millioner og var renset for skyld.

På grund af Ivins’ død, vil myndigheder ikke være i stand til at fremlægge deres sag for retten. Men ifølge Assisterende Ansvarshavende Bestyrer Joseph Persichini fra FBI Washingtons afdelingskontor, ”[var] Bruce Ivins ansvarlig for den død, sygdom og frygt, som blev bragt over vores land af anthrax-forsendelserne i 2001.”

En ny videnskabsgren – det at skabe et DNA-sidestykke til fingeraftryk – gjorde det muligt for efterforskerne at fastslå anthraxens oprindelse. FBI-laboratoriet udviklede i samarbejde med det videnskabelige samfunds bedste eksperter fire yderst følsomme og præcise tests for at opdage de unikke karaktertræk for den anthrax, som blev brugt i angrebene i 2001. Det tog flere år at gennemføre dette, men i starten af 2005 lykkedes det for den banebrydende forskning at identificere, hvorfra anthraxen, som blev brugt i forsendelserne, var kommet.

Et andet nøglebevis blev tilvejebragt, da efterforskerne blev i stand til at identificere et begrænset geografisk område, hvor anthrax-konvolutterne blev købt, på grundlag af en kriminal-teknisk efterforskning, der afslørede trykfejl i visse partier af konvolutter.

Den 6. august 2008 fortalte Persichini den amerikanske offentlighed, at et kapitel om en af de mest afskyelige forbrydelser begået imod indbyggerne i USA var afsluttet.

Det var på denne baggrund, at administrationen opnåede vedtagelsen af The USA Patriot Act den 26. oktober 2001. Den nye lov var beregnet til at bekæmpe indenrigsterrorisme og udvidede forbundsmyndighedernes magt m.h.t. ransagning, beslaglæggelse og forvaring. Dens modstandere anførte, at den beløb sig til en alvorlig overtrædelse af forfatningsmæssigt beskyttede personlige rettigheder. Dens tilhængere modsvarede, at et land i krig er nødt til at beskytte sig selv.

Efter en umiddelbar betænkelighed besluttede Bush-administrationen også at støtte oprettelsen af et kæmpe nyt Ministerium for Hjemlandets Sikkerhed. Det nye ministerium, som blev autoriseret i november 2002 og var udviklet til at koordinere kampen imod hjemlige terroristangreb, sammenlagde 22 forbundsinstanser.

I udlandet retalierede administrationen hurtigt imod gerningsmændene bag 11. september-angrebene. Efter at have klargjort, at angrebet var en al-Qaida-operation, startede de en militæroffensiv imod Osama bin Laden og den fundamentalistisk muslimske Taliban-regering i Afghanistan. USA sikrede sig passivt samarbejde fra den Russiske Forbundsstat, etablerede forhold til de tidligere Sovjet-republikker, der grænsede op til Afghanistan og, frem for alt, genoptog en længe forsømt alliance med Pakistan, som ydede politisk støtte og adgang til luftbaser.

Ved hjælp af specialtropper fra den amerikanske hær og paramilitære CIA-agenter allierede administrationen sig med afghanske oprørsgrupper, som længe havde været marginaliseret. Med effektiv opbakning af luftvåben afsatte koalitionen den afghanske regering på to måneder. Bin Laden, Taliban-ledere og mange af deres soldater mentes at have flygtet til afsides, semi-autonome områder i det nordøstlige Pakistan. Derfra ville de prøve at omgruppere sig og angribe den skrøbelige nye afghanske regering.

I mellemtiden identificerede Bush-regeringen andre kilder for fjendtlig terrorisme. I sin State of the Union-tale i 2002 nævnte præsidenten ”ondskabens akse,” som han mente truede nationen: Irak, Iran og Nordkorea. Ud af disse tre virkede Irak umiddelbart mest foruroligende for ham og hans rådgivere. Det var lykkedes for Saddam Hussein at udstøde FN-våbeninspektører. De økonomiske sanktioner imod Irak var ved at bryde sammen, og på trods af at regimet ikke mentes at være involveret i 11. september-angrebene, havde det taget del i kontakter med al-Qaida. Det var det generelle synspunkt, ikke blot i USA men over hele verden, at Irak havde store forråd af kemiske og biologiske våben og muligvis arbejdede hen imod at erhverve atomkapabilitet.

I årets løb pressede regeringen på for en FN-resolution, der skulle kræve genoptagelse af våbeninspektionerne med fuld og fri adgang. I oktober 2002 sikrede Bush sig Kongressens bemyndigelse til at bruge militær magt med et afstemningsresultat på 296-133 i Repræsentanternes Hus og 77-23 i Senatet. Det amerikanske militær begyndte en optrapning af personel og materiel i Kuwait.

I November 2002 vedtog FN’s Sikkerhedsråd enstemmigt Resolution 1441, som krævede, at Irak gav FN-inspektører ubegrænset ret til at søge efter forbudte våben hvor som helst i Irak. Fem dage senere erklærede Irak, at de ville indordne sig. Ikke desto mindre klagede de nye inspektionshold over manglende tillid. I januar 2003 præsenterede våbeninspektørlederen Hans Blix en rapport til FN, der erklærede, at Irak ikke havde redegjort for sine masseødelæggelsesvåben, skønt han anbefalede flere forsøg før en tilbagetrækning.

På trods af Saddams utilfredsstillende samarbejde med våbeninspektørerne mødte de amerikanske planer om at fjerne ham fra magten usædvanlig stærk modstand i store dele af Europa. Frankrig, Rusland og Tyskland var alle imod magtanvendelse, hvilket gjorde det umuligt at vedtage en ny Sikkerhedsrådsresolution til at autorisere magtanvendelse imod Irak. Selv i de lande, hvis regeringer støttede USA, var der blandt flertallet stærk modvilje mod at samarbejde. Storbritannien blev en vigtig allieret for USA i den efterfølgende krig; Australien og flertallet af de nyligt uafhængige østeuropæiske lande bidrog med assistance. Italien og Spaniens regeringer tilbød også deres opbakning. Tyrkiet, som længe havde været en pålidelig amerikansk alliancepartner, nægtede.

Den 19. marts 2003 påbegyndte amerikanske og britiske tropper med støtte fra mindre kontingenter fra flere andre lande en invasion af Irak fra syd. Små grupper blev transporteret via luftbro ind i de nordlige områder koordineret med kurdiske militser. På begge fronter var modstanden til tider voldsom, men den opløstes for det meste. Baghdad faldt den 9. april. Den 14. april meddelte Pentagon-tjenestemænd, at det militære fremstød var slut.

At overtage Irak viste sig at være meget lettere end at administrere landet. I det første dage efter hovedkampens ophør var landet udsat for udbredt plyndring. Lynangreb på allierede tropper fulgte derefter og blev mere og mere organiserede på trods af tilfangetagelsen af Saddam Hussein og hans to sønners død sammen med deres efterfølgere. Forskellige irakiske grupper syntes til tider at være på kanten af krig med hinanden.

Nye våbeninspektionshold var ude af stand til at finde de ventede forråd af kemiske og biologiske våbenarsenaler. Selvom ingen af forklaringerne giver megen mening, virkede det mere og mere som om, at Saddam Hussein enten havde foretaget et enormt og gådefuldt bluff, eller muligvis at våbnene var blevet flyttet til et andet land.

Efter Baghdads fald gik USA og Storbritannien videre med tiltagende samarbejde fra FN for at etableret en midlertidig regering, som skulle overtage suverænitet over Irak. Indsatsen fandt sted under tiltagende vold, som indbefattede angreb ikke blot mod allierede tropper men også på irakere, der på nogen måde var forbundet med den nye regering. De fleste oprørere forekom at være Saddam-loyalister; nogle var indfødte sekteriske muslimer; et temmelig stort antal var sandsynligvis fremmede fightere. Det stod ikke klart, hvorvidt en liberal demokratisk nation kunne blive skabt af sådan et kaos, men det var tydeligt, at USA ikke kunne påtvinge det, hvis irakerne ikke ønskede det.