11. september 2001

Former President Barack Obama and former First Lady Michelle Obama, along with former President George W. Bush and former First Lady Laura Bush, pause at the National September 11 Memorial in New York, N.Y. Photo: U.S. Department of State.

Det er en af den slags datoer, hvor man tydeligt kan huske, hvad man lavede. Alle generationer har sådan nogle datoer. Tidligere generationer husker tydeligt hvad de lavede f.eks. den 9. november 1989, da Berlinmuren faldt, eller den 22. november 1963, da John F. Kennedy blev myrdet, eller den 9. april 1940 da Tyskland invaderede Danmark. For generationen omkring årtusindskiftet vil den 11. september 2001 være sådan en dato. Terrorangrebene den dag ændrede mange landes udenrigpolitiske prioriteter og de ændrede mange amerikaneres selvopfattelse og verdenssyn.

11. september er nok også én af de datoer, der er omgærdet af mest mystik, konspirationsteorier og fejlinformation i mands minde. På de her sider vil vi give en nøgtern gennemgang af hændelserne, hvordan de kunne ske samt hvad der skal til for at forhindre, at noget lignende sker igen. Derudover vil vi gerne medvirke til at aflive en del af de temmeligt sære myter og teorier, der huserer på internettet.

Indholdet her er hovedsageligt baseret på den redegørelse som The 9/11 Commission afleverede i 2004. Det er ikke ligefrem let læsning, men hvis I har om amerikansk udenrigspolitk eller om terrorisme, er den ikke til at komme udenom.

Den 11. september 200 kl. 8:46 om morgenen, blev hele USA en forandret nation.

Et passagerfly med ca. 37.000 liter brændstof bragede med flere hundrede kilometer i timen ind i North Tower af World Trade Center på den sydlige del af Manhattan. Kl. 9:03 ramte et andet passagerfly South Tower. Flammer og røg steg op fra tårnene, mens stål, glas, aske og lig faldt ned. Tvillingetårnene, hvor op til 50.000 mennesker arbejdede hver dag, kollapsede begge på under 90 minutter.

Kl. 9:37 den samme morgen ramte et tredje passagerfly ind i den vestlige facade af Pentagon. Kl. 10:03 styrtede et fjerde fly ned på en mark i det sydlige Pennsylvania. Det sidste fly gik enten efter at ramme USAs kongresbygning eller Det Hvide Hus, men blev tvunget ned af heltemodige passagerer, som vidste, at USA var under angreb.

Flere end 2.600 mennesker mistede livet ved World Trade Center, 125 døde ved Pentagon og 256 døde på de fire fly. Dødstallet overgik angrebet på Pearl Habor i december 1941.

Denne umådelige smerte var forvoldt af 19 unge arabiske mænd, som handlede på opfordring af islamistiske ekstremister med hovedkvarter langt væk i Afghanistan. Nogle havde været i USA i mere end et år og blandet sig med resten af befolkningen. Udover fire der havde været i træning som piloter, var de fleste af dem uuddannede. De fleste talte dårligt engelsk og nogle af dem talte det slet ikke. I grupper af fire-fem stykker, kun bevæbnede med små knive (hobbyknive) og dåser med tåregas eller peberspray, kaprede de fire fly og forvandlede dem til dødelige missiler.

Hvorfor gjorde de det? Hvordan var angrebet blevet planlagt og udført? Hvordan kan det være, at USAs regering fejlede i at forudse det? Hvad kan vi gøre i fremtiden for at forebygge lignende terrorhandlinger?

11. september angrebene kom som et chok, men de burde ikke være kommet som en overraskelse. Islamistiske ekstremister havde givet masser af advarsler om, at de ønskede at dræbe tilfældige amerikanere i stor stil. Selvom Osama Bin Laden ikke optrådte som en trussel før sent i 1990’erne, var truslen fra Islamistisk terror vokset i løbet af årtiet.

I februar 1993 prøvede en gruppe styret af Ramzi Yousef at få ramt på World Trade Center med en bilbombe. De dræbte seks og sårede tusind. Planer udtænkt af Omar Abdel Rahman og andre om at bombe Holland- og Lincolntunnelerne og andre New York City varetegn blev forpurret, da de medsammensvorene blev arresteret. I oktober 1993 skød somaliske stammemænd amerikanske helikoptere ned, dræbte 18 og sårede 73 – en hændelse der blev kendt som “Black Hawk Down”. Flere år senere fandt man ud af, at disse somaliske stammemænd havde fået hjælp fra al-Qaeda.

Tidligt på året i 1995 afslørede politiet i Manila et komplot planlagt af Ramzi Yousef. Komplottet gik ud på at sprænge et dusin amerikanske passagerfly, som skulle flyve over Stillehavet, i luften. I november 1995 eksploderede en bilbombe udenfor USA’s daglige ledelseskontor ved “The Saudi National Guard” i Riyadh, og dræbte fem amerikanere og to andre. I juni 1996 ødelagde en lastbilbombe lejlighedskomplekset Khobar Towers i Dhahran, Saudi-Arabien, dræbte 19 amerikanske militærmænd og sårede flere hundrede. Angrebet var primært udført af Saudiske Hezbollah, en organisation der havde modtaget hjælp fra den iranske regering.

Indtil 1997 opfattede de amerikanske efterretningstjenester Osama Bin Laden som en, der financierede terrorisme, ikke en der ledte terrorisme. I februar 1998 udstedte Bin Laden og fire andre en selvdesignet fatwa, der offentligt erklærede, at det var Guds påbud, at alle muslimer skulle gøre deres yderste for at dræbe enhver amerikaner, tjenestemand som civil, over alt i verden, på grund af den amerikanske “besættelse” af Islams hellige steder og aggression mod muslimer.

I august 1998 udførte Bin Ladens gruppe, al-Qaeda, næsten samtidig to lastbilbombe-angreb mod de amerikanske ambassader i Nairobi, Kenya, og Dar es Salaam, Tanzania. Angrebene dræbte 224 mennesker, inklusiv 12 amerikanere, og sårede flere tusind.

I december 1999 forpurrede det Jordanske politi et komplot om at bombe hoteller og andre steder hyppigt besøgt af amerikanske turister, og en amerikansk tolder arresterede Ahmed Ressam ved den amerikanske-canadiske grænse, da han var i færd med at smugle sprængstoffer, der var tiltænkt et angreb på Los Angeles International Airport.

I oktober 2000 brugte en al-Qaeda gruppe i Aden, Yemen, en motorbåd fyldt med sprængstoffer til at sprænge et hul i siden af krigsskibet, USS Cole, hvilket næsten resulterede i, at båden sank og derved dræbte 17 amerikanske sømænd.

11. september angrebene på World Trade Center og Pentagon var meget mere gennemarbejdede, præcise og destruktive end nogle af disse tidligere angreb. Men frem til september 2001 havde den udøvende myndighed i den amerikanske regering, Kongressen, nyhedsbureauerne og det amerikanske folk modtaget klare advarsler om, at islamistiske terrorister havde tænkt sig at dræbe amerikanere i stor stil.

Hvem er den fjende, der formåede at oprette en organisation, der var i stand til at påføre så forfærdelig meget skade på USA? Vi ved, at disse angreb var udført af forskellige grupper af islamistiske ekstremister og 11. september angrebene var drevet af Osama Bin Laden.

I 1980’erne drog unge muslimer fra hele verden til Afghanistan for at melde sig frivilligt til en jihad (eller hellig krig) mod Sovjetunionen. En rig saudier, Osama Bin Laden, var en af dem. Efter det sovjetiske nederlag i slutningen af 1980’erne formede Bin Laden sammen med andre al-Qaeda med det formål at mobilisere jihad flere steder.

Historien, kulturen og den trosoverbevisning, som Bin Laden formede og spredte sit budskab ud fra, er forholdsvis ukendt for mange amerikanere. Ved at tage fat i symboler der repræsenterer Islams fortidige storhed, lovede han at genskabe stolthed til dem, der betragter sig selv som ofre for efterfølgende fremmede magter. Han brugte kulturelle og religiøse allusioner til den hellige Koran og nogle af dens fortolkere. Han appellerede til folk, der føler sig desorienterede i deres møde med modernitet og globalisering. Hans retorik var selektivt udarbejdet fra flere kilder: Islam, historie og regionens politiske og økonomiske dårligdomme.

Bin Laden understregede også mange af de klager, som store dele af den muslimske verden deler mod USA. Blandt andet angreb han den store tilstedeværelse af amerikanske tropper i Saudi-Arabien, et land der huser nogle af Islams helligste steder.

På baggrund af disse politiske og ideologiske grundlag opbyggede Bin Laden på et årti en dynamisk og dødbringende organisation. Han opbyggede en infrastruktur og en organisation i Afghanistan, der kunne tiltrække, optræne og rekruttere i mod mere ambitiøse mål. Hver gang han formåede at demonstrere al-Qaedas evner, samlede han nye fanatikere og nye penge. Han fik skabt en tæt alliance med Taliban, et regime der tilbød al-Qaeda en form for tilflugtsted.

Omrking 11. september rådede al-Qaeda over:

  • Ledere der var i stand til at evalurere, godkende og rådgive planlægningen af større operationer.
  • En personalestab der kunne rekruttere kandidater, indoktrinere dem, undersøge dem og give dem den nødvendige træning.
  • Kommunikationsystemer der var effektive nok til at planlægge og diregere agenter, og dem der ville hjælpe dem.
  • En efterretningsindsats der skulle samle nødvendige informationer og udforme vurderinger af fjendens styrker og svagheder.
  • Evnen til at flytte folk store distancer.
  • Samt evnen til at indsamle og flytte de penge, der var nødvendige for at financiere et angreb.

Med bombeangrebene på de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania i august 1998 etablerede al-Qaeda sig som en vægtig fjende af USA.

Efter at have affyret missiler mod al-Qaeda mål i Afghanistan og Sudan som modsvar på ambassadeangrebene, anvendte Clinton-administrationen diplomatiske metoder i et forsøg på at overbevise Taliban-regimet i Afghanistan om at udvise Bin Laden. Administrationen udarbejdede også hemmelige planer om at bruge CIA-betalte udenlandske agenter til at fange eller dræbe Bin Laden og hans underordnede. Disse handlinger stoppede dog ikke Bin Laden eller løsrev al-Qaeda fra deres tilflugtsted.

Omkring slutningen af 1998, eller starten af 1999, blev Bin Laden og hans rådgivere enige om en idé, som de havde fået af Khalid Sheikh Mohammed (KSM). Idéen blev kaldt “planes operation” og det var den, der med tiden viste sig at føre til 11. september-angrebene. Bin Laden og hans militærchef, Mohammed Atef, besad de ubestridte lederpositioner øverst i al-Qaeda. Indenfor al-Qaeda var de stærkt afhængige af andres ideer samt driftighed fra andre viljestærke øverstbefalende, såsom KSM, for at udføre verdensomspændte terrorhandlinger.

KSM påstår, at hans originale plan var langt større, end den der blev udført 11. september – 10 fly skulle angribe mål på både øst- og vestkysten i USA. Denne plan blev modificeret af Bin Laden, har KSM fortalt, på grund af dens store skala og kompleksitet. Bin Laden skaffede først KSM fire agenter, der skulle gennemføre selvmords-flyangreb, og i efteråret 1999 begyndte deres træning. Nye rekrutter inkluderede fire fra en celle af landsforviste muslimske ekstremister, der havde slået sig sammen i Hamborg, Tyskland. En af dem blev den taktiske kommandør for operationen i USA: Mohamed Atta.

Amerikanske efterretningstjenester opfangede ofte rygter om angreb, der var planlagt af al-Qaeda. I samarbejde med udenlandske sikkerhedstjenester brød CIA flere af al-Qaedas celler. Kernen af Bin Ladens organisation forblev dog intakt. I december 1999 blev nyheder om anholdelsen af en terroristcelle i Jordan samt anholdelsen af en terrorist på den amerikanske-canadiske grænse en del af en “millennium alert.” Regeringen var opildnet og befolkningen var agtpågivende overfor et muligt angreb.

I januar, 2000, opfangede efterretningsindsatsen, og tabte derefter synet af to agenter, der var bestemt til “the planes operation”. De to personer blev spottet i Kuala Lumpur, og forsvandt derefter i Bangkok. Den 15. januar 2000 ankom de til Los Angeles.

Da disse to al-Qaeda agenter havde tilbragt meget lidt tid i vesten, og talte meget lidt engelsk (hvis noget overhovedet), er det muligt, at de eller KSM har prøvet at finde frem til en venlig kontakt i USA i forvejen. Vi ved, at efter de to agenter ankom til Californien, fandt de sammen med en gruppe af ideologisk ligesindede muslimer med rødder i Yemen og Saudi-Arabien. Efter et kort ophold i Los Angeles, som vi ikke ved ret meget om, boede agenterne åbenlyst i San Diego under deres rigtige navne. Det lykkedes dem at tiltrække så lidt opmærksomhed som muligt.

Omkring sommeren 2000 var tre ud af de fire cellemedlemmer fra Hamborg ankommet til USA’s østkyst, og havde begyndt deres pilottræning. I begyndelsen af 2001 rejste en fjerde flykaprer, Hani Hanjour, til Arizona med en anden agent, Nawaf al Hazmi, og gennemførte sin genopfriskningstræning der. En række al-Qaeda agenter havde igennem 1980’erne og 1990’erne tilbragt tid i Arizona.

I løbet af år 2000 fornyede Præsident Bill Clinton og hans rådgivere deres diplomatiske indsatser mod at få Bin Laden udvist fra Afghanistan. De fornyede også deres hemmelige indsatser med nogle af Talibans modstandere – Den Nordlige Alliance – for at få nok efterretninger til at angribe Bin Laden direkte. De diplomatiske indsatser centrerede sig omkring den nye militære regering i Pakistan, og de var ikke succesfulde. Indsatserne i samarbejde med Den Nordlige Alliance gav nyt liv til den hemmelige debat om, hvorvidt USA skulle vælge side i den afghanske borgerkrig og støtte Talibans fjender. CIA producerede også en plan, der skulle forbedre informationsindsamlingen fra al-Qaeda, som inkluderede et lille, ubemandet fly med et videokamera, der blev kendt som “the Predator.”

Efter angrebet på USS Cole i 2000 hobede beviserne for, at det var blevet udført af al-Qaeda agenter sig op, men man manglede stadig bekræftelse på, at det var Bin Laden, der havde givet ordren. Taliban var tidligere blevet advaret om, at de ville blive stillet ansvarlige for et nyt Bin Laden angreb mod USA. CIA beskrev deres konklusioner som en “foreløbig bedømmelse.” Præsident Clinton og hans rådgivere ventede på en færdig konklusion, før de besluttede sig for, hvorvidt en militær handling skulle foretages.

Overgangen til Bush-administrationen mellem 2000 og 2001 fandt sted, mens problemet med Cole stadig var til debat. Præsident George W. Bush og hans rådgivere accepterede, at al-Qaeda stod bag angrebet på Cole, men brød sig ikke om deres muligheder for at svare tilbage.

Bin Ladens konklusion blev muligvis derfor, at angreb på størrelse med det på Cole var risikofrie.

Bush administrationen begyndte at udvikle en ny strategy med det erklærede formål at eliminere al-Qaeda truslen indenfor tre til fem år.

I løbet af foråret og sommeren 2001 modtog USA’s efterretningstjenester en strøm af advarsler om, at al-Qaeda planlagde, som en report beskrev, “noget meget, meget, meget stort (…) Systemet blinkede rødt.”

Selvom Bin Laden gik målrettet efter at ramme USA, som Præsident Clinton havde fået fortalt, og som Præsident Bush blev mindet om i en “Presidential Daily Brief” i august 2001, pegede den specifikke information om trusler udenlands. Adskillige forholdsregler blev taget udenlands. Derhjemme var sikkerhedsbureauerne ikke mobiliserede effektivt nok. Truslen fik heller ikke lige så meget opmærksomhed i de nationale medier til sammenligning med “the millennium alert.”

Mens USA fortsatte deres indsatser for at destruere organisationen rundt om i verden, var deres fremspirende strategi for at eliminere al-Qaeda truslen at inkludere et udvidet hemmeligt handlingsprogram i Afghanistan samt diplomatiske strategier for både Afghanistan og Pakistan. Processen kulminerede i sommeren 2001 i et udkast til en præsidentiel forskrift samt ved argumenter omkring Predator-flyet, som snart blev udstyret med dets eget missil, så det muligvis kunne bruges i et forsøg på at dræbe Bin Laden eller hans underordnede. Ved et møde den 4. september godkendte Præsident Bush’ rådgivere forskriften på strategien og støttede ideen med at bevæbne Predator-flyet. Forskriften på den nye al-Qaeda-strategi skulle underskrives af Præsident Bush den 11. september, 2001.

Selvom “the planes operation” skred fremad, havde de medsammensvorne deres egne problemer i 2001. Mange af deres mulige aktører meldte fra, andre kunne ikke få tilladelse til at komme ind i USA (inklusiv en adgangsnægtelse ved ankomst og visa afvisninger der ikke relaterede til terrorisme). En af dem der endte med at blive en af piloterne den 11. september, overvejede faktisk at droppe opgaven. Zacarias Moussaoui, som mødte op på en pilottræningsskole i Minnesota, fungerede muligvis som hans erstatning.

Nogle af agenternes sårbarheder var, set i bakspejlet, ret tydelige. Moussaoui vækkede mistanke på grund af sit hastende forsøg på at blive oplært i at flyve jet passagerfly. Han blev anholdt den 16. august 2001 for at bryde reglerne for immigration. Senere i august opdagede efterretningstjenesterne, at de terrorister der var blevet spottet i Sydøstasien i Januar 2000, var ankommet til USA.

Disse sager førte dog ikke omgående til handlinger. Ingen af de efterforskere, der arbejdede på disse sene spor i sommeren 2001, relaterede dem til det høje trusselsniveau, der blev berettet om. Som én embedsmand udtalte: “Intet af det analytiske arbejde forudså det lyn, der forbandt tordenskyen til jorden.”

Mens de sidste forberedelser fandt sted i sommeren 2001, opstod der uenighed blandt al-Qaedas ledere i Afghanistan om, hvorvidt operationen skulle fortsætte. Lederen af Taliban, Mullah Omar, modsatte sig at angribe USA, og selvom Bin Laden mødte meget modstand blandt sine højtstående stedfortrædere, underkendte han deres indvendinger, og planen fortsatte.

Dagen begyndte med, at de 19 kaprere slap igennem et sikkerhedssystem, som de tilsyneladende havde analyseret, og derfor vidste, hvordan skulle håndteres. Deres succesrate for at komme igennem systemet var 19 ud af 19. De overmandede de fire fly og udnyttede mandskabet ombord samt de cockpitter, der ikke var sikret mod tilfælde af flykapring.

Den 11. september var USA’s luftrumsforsvar afhængig af tæt samarbejde mellem to statslige myndigheder: The Federal Aviation Administration (FAA) og North American Aerospace Defense Command (NORAD). Eksisterende protokoller fra 11. september var i alle aspekter uegnede til et angreb, hvor kaprede fly blev brugt som våben.

Resultatet blev et fremskyndt forsøg på at improvisere et forsvar af civile, der aldrig før havde håndteret flykapring og et militær der var uforberedt på den situation, at kommercielle passagerfly blev forvandlet til masseødelæggelsesvåben.

En nedskydningstilladelse blev ikke kommunikeret til NORAD’s forsvarssektor før 28 minutter efter United 93 styrtede ned i Pennsylvania. Fly blev hurtigt sendt afsted, men det havde ingen effekt, da de ikke vidste, hvor de skulle hen eller hvilke mål de skulle opsnappe. Og da nedskydningsordren endelig var givet, blev den ikke kommunikeret videre til piloterne. Kort sagt, mens ledere i Washington var under den overbevisning at de fly, der cirkulerede over dem, var instruerede i at nedskyde fjendtlige luftfartøjer, så var ordrerne faktisk aldrig direkte givet.

Ligesom med det nationale sikkerhedsforsvar var beredskabsarbejdet og nødhjælpsindsatsen improviseret.

I New York City gjorde brandvæsenet, politiet, havnemyndigheden samt beboerne og medarbejderne i bygningerne deres bedste for at håndtere følgerne af de næsten utænkelige scenarier, der udfoldede sig over de 102 minutter. Dødstallet var næsten 100 procent ved og over de steder, hvor flyene ramte, og meget højt blandt de første reddere der blev i de farlige områder for at hjælpe så mange mennesker som muligt. Ser man bort fra de svagheder, der eksisterede omkring katastrofeforberedelserne, fiaskoen i at opnå samlede ordrer samt den utilstrækkelige kommunikation blandt myndighederne, så nåede alle – udover ca. hundrede – af de tusinder af civile, der arbejdede under de ramte områder, at flygte, ofte med hjælp fra nødhjælpsindsatsen.

Ved Pentagon, selvom der også her var problemer med ordrer, var nødhjælpsindsatsen generelt effektiv. “The Incident Command System”, som er et formaliseret administrativt system for nødsituationer, overkom de komplikationer, der eksisterer på tværs af lokale, statslige og føderale retningslinjer.

På grund af den fleksibilitet og opfindsomhed, som terroristerne udviste, kan vi ikke vide, om én enkelt handling eller en række af handlinger kunne have overvundet dem. Det som vi kan sige med sikkerhed er, at ingen af de tiltag der blev indført af USA fra 1998 til 2001, gjorde noget som helst for at ødelægge eller bremse al-Qaedas planer. På tværs af regeringen fejlede evnerne, ledelsen, fastlæggelsen af politik samt forståelsen for truslens omfang.

Forståelse
Den væsentligste fejltagelse forekom af manglende forståelse. Lederne forstod simpelthen ikke alvoren bag den eksisterende trussel. Terrorfaren fra Bin Laden og al-Qaeda var ikke noget stort emne i den politiske diskussion, hverken blandt offentligheden, medierne eller Kongressen. Den blev nærmest ikke engang nævnt i præsidentvalgkampen i år 2000.

Al-Qaedas nye form for terrorisme bragte nye udfordringer for USA, som regeringensinstitutionerne ikke var parate til at møde. Selvom nogle af de højeststående embedsmænd har udtrykt, at de forstod den eksisterende fare, herskede der stor usikkerhed iblandt dem om, hvorvidt dette blot var en ny og særlig giftig udgave af den almindelige terrortrussel, som USA havde levet med i årtier, eller om det var en radikal ny fare, der udgjorde en større trussel, end hidtil oplevet.

Så sent som 4. september 2001 hævdede Richard Clark, medarbejder i Det Hvide Hus med ansvar for koordinering af regeringens anti-terror politik, at regeringen endnu ikke havde fundet ud af, hvordan de skulle besvare spørgsmålet: “Er al-Qaeda virkelig så farlige?”

En uge senere kom svaret.

Politik
Terrorisme var ikke en altoverskyggende sikkerhedsbekymring for den amerikanske regering, hverken under Bill Clinton eller Bushadministrationen før 11. september.

Udfordringerne omkring fastlæggelse af en specifik sikkerhedspolitik hang sammen med den manglende forståelse for truslens omfang. Embedsmænd for både Clinton- og Bushadministrationerne anså en invasion af Afghanistan som praktisk talt utænkelig før 11. september.

Evner
Før 11. september prøvede USA at løse al-Qaeda problemet med de evner, som var blevet brugt i de sene stadier af den kolde krig og dens øjeblikkelige eftervirkninger. Disse evner var dog ikke tilstrækkelige. Der blev gjort meget lidt for at udvikle eller forbedre dem.

CIA havde minimal kapacitet til at udføre paramilitære missioner med eget mandskab og efterspurgte ikke en omfattende udvidelse af disse kapaciteter før 11. september. CIA havde også brug for at forbedre dets evne til at indsamle efterretningsoplysninger om menneskelige agenter.

Forsvarsministeriet var på intet tidspunkt før 11. september fuldt engagerede i missionen om at modvirke al-Qaeda, selvom det måske var den farligste udenlandske fjende for USA.

USA’s forsvar kiggede uden for landets grænser. NORAD var nærmest ikke i stand til at bibeholde nogle af dets alarmbaser. Organisationens planlægningsscenarier overvejede kun sjældent faren for, at et luftfartøj blev kapret og fløjet mod amerikanske mål – og det var endda kun, hvis fartøjet kom fra udlandet.

De mest alvorlige svagheder for sikkerhedsinstitutionerne lå inden for USA’s egne grænser. FBI havde ikke evnerne til at bruge den samlede fælles viden fra de agenter, der befandt sig i felten, til landets nationale prioriteter. Andre nationale institutioner rettede sig ind efter FBI.

FAA’s evner var ikke som de burde være. Enhver grundig undersøgelse af muligheden for en selvmords-flykapring kunne have fremskyndt de ændringer, der skulle til for at fikse tydelige sikkerhedsproblemer, og derved udvide listen over personer med forbud for at flyve, søgningen efter passagerer der befandt sig på CAPPS screening-system, deployere flere luftofficerer hjemme i landet, bestyrke cockpitdørene og forberede flypersonalet på en anderledes form for flykapring, end dem de var blevet trænet i. Men FAA justerede hverken deres egen træning eller træningen med NORAD til at tilpasse sig andre trusler, end dem man tidligere havde oplevet.

Ledelse
De forspildte chancer for at forhindre 11. september angrebene bar også præg af en manglende evne til at ændre den måde, den amerikanske regeringen tacklede udfordringer i det 21. århundrede. De respektive officerer burde have været i stand til at trække på al den viden om al-Qaeda, som regeringen havde tilgængelig. Ledelsen skulle have sørget for, at informationer blev delt og opgaver blev tydeligt fordelt på tværs af institutioner og landegrænser.

Der var også bredere ledelsesproblemer i forbindelse med den måde, hvorpå topledere satte deres prioriteter og fordelte ressourcer. Den 4. december 1998 udsendte Director of Central Intelligence (DCI) George Tenet for eksempel et direktiv til flere embedsmænd inden for CIA og DDCI for Community Management, hvori der stod: “Vi er i krig. Jeg ønsker ikke, at nogle ressourcer eller mennesker bliver sparret væk i denne indsats.”  Memoet viste sig dog at have meget lidt effekt på den overordnede mobilisering af CIA eller efterretningstjenesterne. Denne episode illustrerer tydeligt de begrænsninger, som DCI myndighederne mødte i forhold til at instruere efterretningstjenesterne, inklusiv institutioner indenfor Forsvarsministeriet.

Det lykkedes ikke den amerikanske regering at finde en måde at sammenlægge efterretningsinformationerne, og dertil bruge dem til at guide planlægningen og uddelegere ansvarsområder til de fælles aktioner, der involverede helt forskellige enheder såsom CIA, FBI, Udenrigsministeriet, militæret og institutionerne inden for Ministeriet for National Sikkerhed.

 

Mislykket diplomati

Fra begyndelsen af februar 1997 og indtil 11. september 2001 prøvede den amerikanske regering at lægge diplomatisk pres på det talibanske regime i Afghanistan for at få dem til at stoppe med at være tilflugtssted for al-Qaeda, og dertil udvise Bin Laden til et land, hvor han kunne blive retsforfulgt. Disse bestræbelser inkluderede advarsler og sanktioner, men de fejlede alle sammen.

Den amerikanske regering pressede også to efterfølgende pakistanske regeringer til at kræve, at Taliban stoppede med at være et tilflugtsted for Bin Laden og hans organisation, og – da dette fejlede – til at boycotte deres støtte til Taliban. Før 11. september lykkedes det ikke for USA at finde frem til et mix af incitament og afpresning, der kunne overbevise Pakistan om at genoverveje landets fundamentale forhold til Taliban.

Fra 1999 til det tidlige 2001 pressede USA De Forenede Arabiske Emirater, en af Talibans eneste financielle- og rejsemæssige kontakter til resten af verden, til at bryde deres forbindelser til Taliban og gennemføre sanktioner, især nogle der relaterede til lufttrafikken til og fra Afghanistan. Disse indsatser gav næsten intet resultat før 11. september.

Saudi-Arabien har været en problematisk allieret i kampen mod islamistisk ekstremisme. Før 11. september delte den amerikanske- og saudi-arabiske regering hverken deres efterretningsinformationer fuldt ud med hinanden eller udviklede en tilstrækkelig fælles indsats til at tracke og ødelægge al-Qaeda-organisationens finanser. På den anden side arbejdede nogle af de højeststående embedsmænd i Saudi-Arabiens regering tæt sammen med amerikanske embedsmænd under nogle af de større initiativer, der blev gennemført for at løse Bin Ladens problemer med diplomati.

Mangel på militære løsninger
Som reaktion på politikkernes anmodninger forberedte militæret sig på en række begrænsede muligheder for at angribe Bin Laden og hans organisation fra maj 1998 og fremefter. Da militæret briefede de politiske beslutningstagere, præsenterede de både fordelene og ulemperne ved de forskellige løsninger samt de involverede risikoer ved angrebene. Politikkerne udtrykte dog frustration over de forskellige løsningsforslag.

Efter de missilangreb der ramte en række al-Qaeda mål i Afghanistan og Sudan den 20. august 1998, understregede både seniorofficerer i militæret og politiske beslutningstagere, at handlingsrettet efterretning var nøglen til, om USA skulle igangsætte militære aktioner mod Bin Laden og hans organisation. De ville ikke risikere betydelige følgeskader, og de ønskede ikke ved en fejl at misse Bin Laden og derved få USA til at virke svag ved siden af en stærk Bin Laden. Efterretninger blev ved tre specifikke lejligheder i 1998-1999 anset for at være troværdige nok til at påbegynde planlægningen af mulige angreb med det formål at dræbe Bin Laden. Men angrebene blev i ingen af tilfældene til noget, fordi seniorbeslutningstagere ikke anså efterretningen som handlingsrettet nok til at udligne risikovurderingerne.

The Director of Central Intelligence, politiske beslutningstagere og militære embedsmænd udtrykte frustration ved manglen på handlingsrettet efterretning. Enkelte embedsmænd indenfor Pentagon, inklusiv dem indenfor specialstyrkerne og politikontoret for terrorbekæmpelse, udtrykte også frustration ved manglen på militær handling. Bush-administrationen begyndte at udvikle en ny politik overfor al-Qaeda i 2001, men de militære planer blev ikke ændret før efter 11. september.

Problemer indenfor efterretningsverdenen
Efterretningsverdenen kæmpede igennem 1990’erne og op til 11. september med at indsamle efterretninger og analysere fænomenet transnationalistisk terrorisme. Kombinationen af overvældende mange prioriterer, flade budgetter, gammeldags strukturer og bureaukratiske rivaliseringer resulterede i en mangelfuld og utilstrækkelig reaktion på denne nye udfordring.

Mange dedikerede embedsmænd arbejdede gennem flere år dag og nat på at sammensætte den voksende bevisbyrde mod al-Qaeda og forstå truslen. Alligevel, mens der var mange rapporter omkring Bin Laden og hans voksende al-Qaeda organisation, fandtes der intet særdeles omfattende overblik over, hvad efterretningstjenesterne vidste og ikke vidste, og hvad dette betød. Der fandtes ingen national estimering (National Intelligence Estimate) over terrorisme mellem 1995 og 11. september 2001.

Før 11. september var der ingen efterretningstjeneste, der gjorde mere for at angribe al-Qaeda end CIA. Men det var begrænset, hvad CIA var i stand til at opnå ved at forstyrre terrorhandlinger i udlandet samt ved at bruge stedfortrædere til at prøve at fange bin Laden i Afghanistan. CIA var godt klar over disse begrænsninger.

Kort sagt, skjulte handlinger var ikke nogen mirakelkur. Det var vigtigt at engagere stedfortrædere i Afghanistan og dertil opbygge den nødvendige kapacitet, så hvis en mulighed bød sig, kunne CIA handle ud fra den. Men i mere end tre år, både gennem den sene Clinton- og den tidlige Bush administration, beroede CIA sig til stedfortrædende styrker, og frustrationen over manglende resultater voksede indenfor CIA’s center for terrorbekæmpelse og Det Nationale Sikkerhedsråd. Udviklingen af “Predator”-flyene og presset for at støtte Den Nordlige Alliance blev resultaterne af denne frustration.

Problemer indenfor FBI
Fra det første angreb på World Trade Center i 1993 blev FBI og ledelsen i Justitsministeriet i Washington og New York i stigende omfang opmærksomme på terrortruslen fra islamistiske ekstremister på amerikanske mål, både hjemme og i udlandet. Op i gennem 1990’erne var FBI’s indsatser mod internationalle terrororganisationer både omfattet af efterretning og efterforskning af kriminalsager. FBI’s fremgangsmåde var decentraliseret, specifikt rettet mod sager og gearet mod retsforfølgelse. Væsentlige dele af FBI’s ressourcer var dedikeret til at efterforske store terrorangreb, efter de havde fundet sted, hvilket resulterede i flere retsforfølgelser.

FBI forsøgte at implementere flere reformer med det formål at styrke forebyggelsen af denne type angreb, men det lykkedes ikke at implementere reformerne gennem hele organisationen. Den 11. september 2001 var FBI begrænsede på nogle af de mest kritiske områder, når det kommer til forebygningsstrategier. Dem der arbejdede med anliggender inden for terrorbekæmpelsen fortsatte dog deres indsatser, til trods for mangelfuld efterretning og strategiske analyseevner, en begrænset kapacitet til at dele informationer både intern og eksternt, mangelfuld træning, lovmæssige barrierer i forbindelse med at dele informationer samt utilstrækkelige ressourcer.

Gennemtrængelige grænser og immigrationskontrol 
Der fandtes muligheder for efterretnings- og retshåndhævende myndigheder, hvorpå man kunne have udnyttet al-Qaedas svagheder. For eksempel, hvis man tager 9/11 flykaprerne til efterretning:

  • Blandt flykaprerne var kendte al-Qaeda agenter, som kunne have været sat på en overvågningsliste.
  • De fremviste pas, som var blevet manipuleret på ulovlig vis.
  • De fremviste pas med mistænkelige tegn på ekstremisme.
  • De lavede påviselige, falske påstande i deres visum-ansøgninger.
  • De kom med falske påstande overfor grænsekontrolsmedarbejdere for at komme ind i USA.
  • Og de overtrådte diverse immigrationslove, da de befandt sig i USA.

Hverken Udenrigsministeriets konsulater eller tilsynsførende indenfor immigration og naturalisation blev anset for at være en del af de nationale terrorbekæmpelsesindsatser. At beskytte grænserne var ikke en national sikkerhedsprioritet før 9/11.

Gennemtrængelig luftfartssikkerhed 
Flykaprerne studerede offentligt tilgængeligt materiale på luftfartens sikkerhedssystemer og brugte genstande, der indeholdte mindre metal end et håndvåben, og som højst sandsynligt var tilladelige. Selvom to af kaprerne var på USA’s TIPOFF terrorovervågningsliste, brugte FAA ikke TIPOFF’s data. Flykaprerne skulle kun igennem ét sikkerhedslag, og det var ved ankomstkontrollen. Selvom flere af kaprerne blev udvalgt af CAPPS-systemet til ekstra screening, var det kun deres allerede kontrollerede baggage, der blev undersøgt yderligere. Så snart de var ombord, blev flykaprerne mødt af et mandskab, der var trænet i at være ukonfrontatoriske i tilfælde af kapring.

Finansiering 
Angrebene den 11. september kostede mellem 2,6 og 3,3 millioner danske kroner at udføre. Dem som udførte det, brugte mere end 1,7 millioner kroner i USA. Yderligere udgifter inkluderede rejser for at få fat i pas og visum, rejserne til USA, udgifter pådraget af ledere og facilitatorer udenfor USA samt udgifter pådraget af de folk, der var udpeget til at være kaprere, men som endte med at springe fra.

Der blev gjort stort brug af de amerkanske banker under hele komplottet. Kaprerne åbnede kontoer i deres egne navne ved brug af pas og andre legitimationsdokumenter. Deres transaktioner gik nærmest hen i det usynlige blandt de milliarder af dollars, der strømmer rundt i verden hver dag.

Til dags dato har vi stadig ikke været i stand til at klarlægge, hvor pengene til 9/11 kom fra. Al-Qaeda havde mange økonomiske støttekilder, og før 11. september blev deres budget estimeret til at være 198 millioner danske kroner. Hvis én bestemt økonomisk kilde besluttede at stoppe deres støtte, kunne al-Qaeda nemt finde penge et andet sted til at finansiere angrebene.

Et improviseret nationalt forsvar
De civile og militære forsvar af landets luftrum – FAA og NORAD – var uforberedte på de angreb, der mødte dem. På grund af det manglende beredskab forsøgte de (og fejlede i) at improvisere et effektiv nationalt forsvar mod en hidtil uset udfordring.

Begivenhederne der udspillede sig den morgen, sår dog ikke tvivl om det operative mandskabs evner. I NORAD’s afdeling for luftforsvar forsøgte man at få så meget information som muligt og lavede den bedst mulige vurdering ud fra de informationer, man modtog. Individuelle flyveledere, facilitetsledere og kommandoledere indenfor FAA gjorde klogt i at anbefale, at USA slog landsdækkende alarm, stoppede lokal flytrafik, beordrede alle fly landet over til at lande, og så udførte de denne hidtil usete order fejlfrit.

Det var højere oppe i systemet, at kommunikationen slog fejl. Kommunikationen mellem det højtstående militær og FAA’s ledere var ikke effektiv, og kommandovejen fungerede ikke, som den skulle. Præsidenten kunne ikke nå ud til de højtstående embedsmænd. Forsvarsministeren var slet ikke en del af kommandovejen, før morgenens hovedbegivenheder var overstået. Lufthjemmeværnets enheder, der havde forskellige regler for håndtering af forsvar, var samlet, uden at hverken Præsidenten, NORAD eller det nationale militærs kommandocenter vidste det.

Nødhjælpsindsatsen 
Civile, brandmænd, politibetjente, medicinalteknikere og professionelle nødhjælpsarbejdere udviste både mod og beslutsomhed under de forfærdelige og overvældende scenarier, der udspillede sig den 11. september. Deres handlinger reddede liv og inspirerede en hel nation.

Effektiv beslutningstagen i New York blev vanskeliggjort af problemer blandt indsatsledere og den interne kommunikation. Indenfor New Yorks brandvæsen gjorde dette sig gældende på flere måder: En ulykke af denne kaliber havde man ikke forudset, de øverstbefalende chefer havde svært ved at kommunikere med deres enheder, der blev udsendt flere enheder, end hvad de øverstbefalende faktisk havde beordret, nogle enheder udsendte sig selv, og så snart enhederne ankom til World Trade Center, var de ikke koordinerede nok. Havnemyndighedens indsats blev vanskeliggjort af manglen på både standard udførelseprocedure samt af radioer, der videregav for mange kommandoer til at reagere på hændelsen på én samlet måde. På grund af deres erfaringen indenfor mobilisering af tusindvis af politibetjente til større begivenheder havde New Yorks politi en teknisk radio-kapacitet samt protokoller, der gjorde det nemmere at arbejde med en ulykke af 11. septembers størrelsesorden.

Kongressen 
Kongressen, ligesom den udøvende myndighed, var længe om at reagere på den stigende trussel fra transnational terrorisme mod den nationale sikkerhed. Den lovgivende myndighed tilpassede sig kun lille smule, uden at reorganisere sig nok til at imødekomme de nye trusler. Opmærksomheden overfor terrorisme var hos den logivende magt episodisk og spredt over flere politiske udvalg. Kongressen gav meget lidt vejledning til de udøvende myndigheder om, hvordan de skulle håndtere terror, og hverken forbedrede de forskellige organisationer til at tilpasse sig trusselsniveauet eller foretog systematiske, stærke tilsyn, der identificerede, adresserede og forsøgte at løse alle de problemer, der fandtes indenfor den nationale sikkerhed. Dette kom især til syne efter 9/11.

Er vi sikrere? 
Siden 11. september 2001 har USA fanget eller dræbt størstedelen af al-Qaedas ledere og fjernet Taliban fra magten i Afghanistan – som var dem, der gav al-Qaeda et tilflugtsted i landet. Generelt har USA beskadeliggjort organisationen voldsomt.

Den 2. maj, 2011 blev Osama Bin Laden om natten, lokal tid, skudt og dræbt i et hus, beliggende i den pakistanske by Abottabad, 150 km nord for hovedstaden Islamabad. Angrebet blev udført under en hemmelig operation af 24 elitesoldater fra eliteenheden SEAL Team Six. Operationen fik dæknavnet “Operation Neptune Spear” og foregik på direkte ordre fra daværende præsident, Barack Obama.

Men på trods af denne tilbagegang for en af verdens største terrororganisationer, oplever vi den dag i dag stadig terrorangreb rundt om i verden. Nye terrororganisationer er kommet til og i den vestlige verden har særligt Europa set helt ny generation af terror siden 2015 – blandt andet ved de store angreb på den satiriske franske ugeavis Charlie Hebdo og Paris-angrebene i november 2015. Ved disse episoder mistede i alt 142 mennesker livet.

Terrorangreb er altså stadig en realitet, selvom de fleste når at blive stoppet i opløbet. Hvordan kan det være?

Problemet er, at organisationer som al-Qaeda repræsenterer en ideologisk bevægelse, ikke én bestemt gruppe af mennesker. Den formår at inspirere, også selvom den ikke længere kan lede. På den måde har den transformeret sig selv til at være en decentraliseret kraft.