Min historie fra USA

Hvis du har været i USA og gerne vil fortælle om det, er du kommet til den rigtige side.

Vi vil gerne høre om ture til eller ophold i USA. Så hvis du har boet i USA eller været på ferie derovre og har en sjov historie, du gerne vil fortælle, kan du sende den til os. Så lægger vi den op på siden her. Hvis du har nogle billeder, tegninger, eller måske et videoklip, du synes, er særligt godt, må du meget gerne sende det med.

Send din historie til: CopenhagenIRC@state.gov

Niels Benjamin Hansen, 21 år

Mit år i USA

Mit år i USA var utroligt lærerigt og jeg udviklede mig meget. Amerikanerne er utroligt gæstfrie og glade for at høre om andre lande, og vil gerne have fortalt en masse om Danmark. Der er ganske vist nogle der ikke helt ved, hvor Danmark er, men de er meget entusiastiske over at lære noget nyt. Ligeledes lærte jeg en masse om staterne og hvordan tingene fungere derovre. Jeg tilbragte et år på Bells High School i Texas, og tog min 10. klasse der. De første par uger er der utroligt mange spørgsmål og man skal vænne sig til at skulle fra klasseværelse til klasseværelse, men det lære man hurtigt med en hjælpende hånd.

Skolearbejdet er vigtigt for amerikanerne, men skoleånden er lige så vigtig. Hver skole har sin maskot, og det er vigtigt at støtte op om sin skole, enten gennem akademiske konkurrencer, eller gennem skolesport. Der er masser af forskellige konkurrencer: matematik, retorik, engelskkundskaber, verdenshistorie osv.

Ligeledes er der masser af forskellige sportsgrene: forskellige løbediscipliner, spring, kast, og ikke mindst baseball og amerikansk fodbold; det var det helt store når man skulle samles om fredagen for at se de to øverste årgange, dvs. 11. og 12. klasse, spille en kamp, specielt når det var mod en rival. Jeg havde aldrig helt forstået, hvordan rivalskaberne var opstået, men det var det helt store når der skulle holdes ”pep-rally”, som er en form for skolesamling i idrætssalen, hvor man skaber en konkurrenceivrig stemning inden kampen.

Jeg spillede selv baseball da jeg skulle vælge en sport, og jeg var også med på atletikholdet. Sport i high school er ikke bare for at holde sig i form. Man lærer at arbejde sammen, og støtte hinanden når det er ekstra hårdt.

Jeg har lært meget gennem mit år i USA, og det har helt klart gjort at jeg er frisk på et semester eller to gennem universitet.